De vil ikke længere være en del af den danske stat.
Hvem er de, der melder sig ind i Acephali, Danmarks første suverænitetsbevægelse?


Af Iben Marie Ryberg og Maria Høy Hansen
Foto: Maria Høy Hansen

Læs den layoutede version af fortællingen her.

Vi ved, de har haft besøg af PET flere gange. Vi ved, at alle artikler, vi har kunnet finde om dem, handler om, at medlemmerne af suverænitetsbevægelsen er kriminelle.  
De kalder sig Acephali, og de anerkender ikke længere staten Danmark. 
Hvem er de? De mennesker, som er så vrede på staten, at de ikke længere vil være en del af den? 
Navnene på deres Facebookprofiler ligner noget, en numerolog har fundet på. 
Vi ved, de ikke stoler på medierne. Vi ved, de tror, vi er fulde af løgn. 
Vi vil gerne finde dem. Men vil de findes af os?

Bevægelsen har medlemmer spredt ud over hele Danmark. Få bor udenfor landets grænser.


I årene med corona begyndte de at pible frem. Konspirationsteoretikere, sølvpapirshatte, sandhedssigersker. Kært barn har mange navne afhængigt af dets døber. 
Tænk amerikanske internetkarakterer som Alex Jones eller danske Men In Black.   
Nogle nøjes med at skrive kommentarer på Facebook og dele nyheder fra alternative medier. Andre stifter en hel bevægelse for at afkoble sig staten.  
I 2018 opretter Rubina og Avalion Nationen Danmark. Med en krusedulle på hjemmelavede, juridiske papirer, som sendes til b.la. dronningen og paven, kan man melde sig ud af staten og ind i Nationen Danmark. Ifølge dem, er Danmark et juridisk firma, man kan opsige sin kontrakt med. De bliver i stedet “levende, suveræne mennesker”. 
Acephali mener også, at dokumenterne kan fritage dem for straf for lovovertrædelser. 
De levende, suveræne mennesker vælger et nyt liv i pagt med naturen. Fri af regler og love, andre har dikteret.  
Her hersker det stoiske påfund naturloven. Der findes kun en regel, de følger minutiøst:  
Do no harm.

Opsporingen
Hvordan får vi fat i dem? Vi finder medlemslisten, som fremgår på Acephalis nu lukkede hjemmeside, gennem Internet Archive. Medlemstallet kan man ikke længere gå ud fra. Der kan være alt mellem 100 og 1000 medlemmer. Mange på listen har ændret navn. Efter en finkæmning af Google og Facebook, sidder vi med en række navne, vi kan genkende. 
Vi kontakter dem og spørger om et interview. Standardsvaret er nej. 
Til sidst lykkes det os at få tilsendt et nummer på en, som måske er interesseret. Ejvind.  
Vi ringer til ham. Et skjult nummer ringer tilbage. 
Først siger han nej af hensyn til sin families sikkerhed. Så siger han ja med det aber dabei, at han vil være anonym. 
Ejvind frygter, hans statskritik kan få konsekvenser for ham og hans familie.

Prepperen

”Den her te er opkvikkende. Måske vil I opleve, at jeres tanker kører i et højere gear, når I drikker den,” siger Ejvind. 
”Kan vi godt køre bil, hvis vi har drukket den?” spørger vi. 
 
Hvis det ikke er tilfældet, er det for sent. Vi har allerede drukket af teen, som er flankeret af chokolade og pebernødder. 
Ejvind er tidligere medlem af Acephali. Personfnidder har gjort, at han i dag er ude af bevægelsen, men han deler stadig værdierne: Frihed og respekt for alt levende. Kampen mod magtmisbrug og korruption. 

De bor i en gul villa ud til en landevej. Ejvind, hans kone, tre hjemmeboende børn og deres nyeste familieforøgelse: Den islandske fårehund Sheyla. 
Badene tager de udendørs. Det er koldt, når de tøffer ud i sandaler og badekåbe om morgenen, men løsningen sparer store mængder energi. 
Man kan aldrig vide, hvornår samfundet går i undtagelsestilstand, og man skal være i stand til at klare sig selv. 
I haven dækker urte-og grøntsagsbede næsten hele græsplænen. Det store træstativ bruger han, når han skyder til måls med sin hjemmebyggede bue og pile. Hvis det en dag bliver nødvendigt, er det vigtigt at have et jagtvåben, han selv kan lave ny ammunition til, siger han.
 
“Jeg ville, ud fra devisen do no harm, aldrig ville skyde på et menneske med mindre, mit liv var i fare,” siger han. 
 
Spisekammeret ligger i forlængelse af den snævre entre. Flere hundrede konservesdåser står sirligt stablet og sorteret side om side med konserveret kød, juicekartoner, plasticbøtter med tørvarer, fermenterede og syltede grøntsager i glas. 
Her er mad til flere måneder.

Den suveræne rejse 
Den første spire af mistro til autoriteter bliver planet i Ejvind, da han som otteårig får en stedfar, som drikker for meget og slår, når han gør det.  
Autoriteter er ikke længere lig med tryghed. 
Så hvad betyder det for ham at være suveræn i dag? 

”Jeg er et levende menneske med blodet rullende i årene med begge ben på jorden. Det vil sige, at alle de regler, I laver for min person, følger jeg kun, hvis de giver mening. Resten kan I stikke skråt op,” siger Ejvind. 

Armene gestikulerer, når han taler sig varm. De grå øjne er insisterende bag brilleglassene.  
Tænk, hvis det passer, hvad han siger. Hvis verden er styret af pengegriske forretningsmænd, som ikke skyer nogen midler i forsøget på at bevare magten. 
At tænke på det, er som at snurre hundrede gange rundt på en kontorstol for så at forsøge at gå lige. 

Vejen til sofabordet er brolagt med lange, skeptiske samtaler. Mens vi sidder der, beslutter Ejvind, at han ikke har behov for at være anonym alligevel. 
Man kan sagtens køre bil, selvom man har drukket teen. 
Den er hjemmelavet af citrongræs, pebermynte og lakridsrod og smager i øvrigt godt og som enhver anden urtete.

Med buen i hånden og spisekammeret fuldt, forbereder Ejvind sig på, at samfundet måske en dag går i undtagelsestilstand. Teorierne om statens korruption flyver omkring ham. Da vi sætter os ud i bilen, bryder det gule murstensvakuum, vi har befundet os i de sidste par timer.  
Acephali er langt fra afmystificeret. Vi skal have fat i flere, som vil tale med os. 
Vi skriver til en af stifterne, Rubina, på Facebook. Vi krydser, hvad krydses kan for, at hun kan trække i nogle tråde for os. Da vi er ved at give op og sadle om, er der bingo. Rubina vender tilbage, nu med solcellestrøm på mobilen. 
Hun kender en, som gerne vil mødes. 
Helene har for lidt under et år siden erklæret sig suveræn. Hun har en praksis som alternativ behandler i Risskov. Det ligger så tæt på, at vi næsten kan se derover.

Healeren

Tobaksrøg er noget af det værste. Helene vokser op i 70’erne og 80’erne. Indendørs rygeforbud findes ingen steder. Hun har kronisk astma. Hun tilbringer en stor del af sin barndom siddende på trappesten og terrasser udenfor tilrøgede festlokaler, køkkener og spisestuer. 
Bliver hun siddende indenfor for længe, betyder det, at hun skal være sengeliggende flere dage efter. 
Sommetider får hun serveret en pålægschokolademad gennem vinduet. Indenfor ryger de voksne videre. 
”Jeg kan se nu, der har været en højere mening med det. At jeg er blevet observerende og har set ting med lidt andre øjne,” siger hun. 

Helene laver blandt iris-analyser i sin praksis.

Det store teaterstykke 
At se ting anderledes bliver hendes redning fra astmaen. Hun ændrer sin kost. Begynder at spise efter sin blodtype. Tager udrensende naturmedicin. 
Til sidst kan hun tage en rygsæk på nakken og ubesværet tage på fjeldvandring. Det er alt sammen kosten og naturmedicinens skyld. Hun uddanner sig som alternativ behandler. 
 
Medicinalindustriens forsøg på at forgifte folk med receptmedicin har hun for længst luret, siger hun. Coronavaccinerne er en del af det, Helene kalder ”plandemien”. 
Et bevidst og planlagt forsøg på at forgifte befolkningen i jagten på magt. 
 
”Det hele er et stort teaterstykke,” siger hun flere gange. 

Ingen frygt for politiet 
Med sit otte måneder gamle medlemskab i Acephali, er Helene et af de nyeste medlemmer.  
Fra nu af, vil hun ikke længere betale skat. På sigt vil hun anskaffe sig nye, ikke-indregistrerede nummerplader. Hun må tage problemerne med politiet, som de kommer. 
Det er ikke nyt for at hende: 

”Jeg har siddet med risikoen for fængsel, siden jeg startede min praksis som alternativ behandler i 1999. På grund af kvaksalveriloven. Der står, vi ikke må behandle tuberkulose og kræft med alternativ medicin, selvom vi kan,” siger hun. 
 
Vi griner med Helene, når hun siger, hun altid har været lidt mærkelig, selvom vi er to levende beviser på det, hun foragter. Vi er vaccinerede. Vi går til lægen og får udskrevet medicin. Penge lige ned i lommen på medicinalindustrien. Generer det hende? 
 
”Der er ingen, der siger, min vej er vigtigere end jeres. Vælger I at få nogle stik, fordi nogle har gjort jer bange, så er det det, I gør,” siger hun til os. 


Vi er ikke blevet mødt med andet end smil og åbne arme. Alligevel udveksler vi indforståede blikke hver gang, vi banker på en ny dør. Frygten for, at åbenheden kommer med en pris og de pludselig forventer to nye medlemmer. At de åbne arme lægger sig over kors, hvis vi nægter at skrive historien, som de havde forestillet sig den. 

“Vi tror ikke på noget af det, I siger,” må vi flere gange bryde ind.
De svarer med overbærende smil.  
 
Da vi pitcher ideen, bliver vi spurgt, om der skal laves en sikkerhedsvurdering af projektet, inden vi går i gang. Bliver vi mødt af ladte våben i stuerne? 
Indtil videre, er der ikke sket noget. Når vi afslutter et besøg, er vores blikke forlegne. 
 
Vi er mere end velkomne hos Rubina. Hun vil også gerne introducere os for endnu et medlem. Da vi ruller ind på hendes grund, står hun storsmilende klar med to poser vasketøj. 
Hendes mand, Avalion, står der også. Vi må under ingen omstændigheder tage billeder af deres hjem. De har haft besøg af journalister før. Med dem er der fulgt historier om Acephali, de ikke kan genkende sig selv i. 
Det er en spand kold vand i hovedet: De tager forbehold. I deres øjne er journalister stadig, som udgangspunkt, fulde af løgn. 
Inden vi senere bliver inviteret indenfor, sætter vi os sammen med Rubina ind bilen. 
To af os med en, efterhånden velkendt, følelse af anspændt forventning og kører mod næste destination. 
Rubina kan vejen i hovedet.

Seeren

Torill stoler ikke på mainstreammedier. Det, de siger i TV-avisen, vender hun 180 grader. Så er det tættere på sandheden. 

“Hvordan har du det egentlig med, at der kommer journalister ind i dit hjem?” 

Hun smiler. Forsikrer os om, at der ikke er noget problem, mens vi stadig bare er studerende. Skaden sker, når vi en dag bliver ansat på et etableret medie støttet af magteliten. 

Torill byder os indenfor i sit byhus. Der hænger krystaller og kors på flere af væggene.  
Hun har været hos bageren med sit brækkede håndled og hente rundstykker til os. Dækket op med kaffe på nymalede bønner, ostefad og marmelade. 
Torill har altid haft sine egne holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert, siger hun. Det er det, som driver hende til at erklære sig suveræn. 
 
Tiltroen til egne holdninger får et knæk, da hun som hjemmeboende attenårig bliver gravid. Torills forældre beslutter, at barnet skal vokse op hos dem. Den faste kontakt til barnet genoptager de først, da pigen er syv. I dag kan Torill ikke forstå, hun gik med til det. 
   
“Det var et stort tabu for mine forældre. Min mor var helt ødelagt,” siger hun. 
 

Nyt liv 
I årene efter flytter Torill meget rundt, mens interessen for det spirituelle vokser. Da får hun et ultimatum af sin daværende kæreste: Det er ham eller spiritualiteten. Så hun rejser. Uden spiritualiteten vil hun dø. 

“Da jeg flyttede, droppede jeg alt det, jeg kom fra. Jeg følte mig så anderledes. Det har jeg ikke fortrudt. Det gav mere ro i mit liv.” 
 
Torill finder et netværk i Kolding, som deler hendes spirituelle verdenssyn. De læser heller ikke mainstreammedier og stoler ikke på, hvad de siger i TV-Avisen. Sammen med lokale Acephalimedlemmer mødes hun hver anden uge til diskussioner om verdenssituationen.  
Hun går på kurser i astrologi og møder om ufoer.  
Løgnene og korruptionen accepterer hun ikke, men aktivisme er ikke nødvendig.  
Hun siger flere gange, at hun i dag lever et godt liv om folkepensionist. I Acephali er de fleste spirituelle ligesom hende. Hun kan sagtens have en almindelig dagligdag, så længe hun “ved, hvad der foregår.” 
 
Hvordan kan man melde sig ud af staten og samtidig leve af folkepension? 
Det er der ikke noget problem i. Ifølge Torill, er det slet ikke skattebetalte velfærdsydelser, der udgør Danmarks sociale sikkerhedsnet. 
Pengene kommer fra en trustfond. En opsparing i Nationalbanken, som oprettes idet, vi bliver født. 
Mere om det senere. 

Genforeningen 
Hvis hun får chancen, rykker Torill igen teltpælene op og flytter ud i et suverænt og bæredygtigt økosamfund. Hun er ikke i tvivl om, at det er det rigtige. Evig optimistisk tror hun på, at samfundet en dag vågner op. Får den spirituelle indsigt, der drev hende ind i Acephali og mod den datter, hun gav slip på som attenårig. Datteren, som kommer hjem med dokumenterne, der frisætter Torill fra staten. Hende, som i dag har to poser vasketøj med hjem til sin mor. 
Frihedskampen deler de, Torill og Rubina.

Nationen Danmarks nye forfatning underskrevet af 27 rådmænd-og kvinder i Acephali.


Båndoptageren er slukket. Bilen har kurs mod Rubina og Avalions fælles hjem. Et spørgsmål nager fortsat. Ifølge Acephalis logik, hvordan hænger det så sammen, at man vil frigøre sig fra staten, men stadig modtager folkepension? 
Selvom Rubina gør sit bedste for at forklare det, er vi senere nødt til at bede hende forklare det igen i en mail. 
Nationalbanken opretter en trustfond for alle den dag, de bliver født. De sætter et stort pengebeløb ind. Nogen siger, det er svarende til barnets vægt i guld. Det er dé penge, staten bruger på velfærdsydelser. Når staten opkræver skatter, er det for at tvinge folk til at forgælde sig. 
Derfor modtager Torill stadig sin folkepension. Den var alligevel hendes i første omgang. 
Danmarks høje skattetryk har ingenting med velfærd at gøre. Det er statens moderne slaveri.

Pioneren

Rubina har kørt med Acephali-nummerplade i halvandet år, da hun på vej hjem fra bageren bliver stoppet af blå blink i bakspejlet. 
”Er du en af dem der?” spørger politibetjenten. 
”Hvad mener du?” svarer Rubina. 
”Ligesom ham, der bor derude,” siger politibetjenten og peger i retning af Rubinas hjem. 
”Det er min mand,” siger hun. 
 
Som Rubina husker dagen i 2020, træder hun ud af bilen. Politibetjenten flår armene om på ryggen af hende. Giver hende håndjern på. Bilen skal beslaglægges. Mens de venter på en kranbil, sidder Rubina i håndjern og snakker med betjenten. Hun fortæller, hvorfor hun gør oprør mod staten blandt andet ved at køre med Acephali-nummerplade. 
Rubina er en af ”dem der.” 
Dem, politiet betragter som farlige. 
Hun bliver taget med og anbragt i detentionen. 

Barndommens stemme  
D. 7/7/2018 giver hun sit ja til to ting. Det ene er til sin kæreste. 
Det andet er til at erklære sig suveræn. Fra dags dato er hun ikke længere en del af Kongeriget Danmark. De sender en underskrevet kopi af dokumentet til dronningen samme dag. Aldrig mere slave af staten. 
 
Hun har stillet spørgsmål, siden hun var helt lille. Særligt ét bliver ved med at vende tilbage.  
I smug kigger hun efter mændene i landsbyen. Kunne det være ham? Bor han her uden at sige, han er min far? Faren, hun først genfinder kontakten til som 32-årig.  
Det er sådan, det starter, tror hun. At hun stiller spørgsmål og følger sin intuition. 
 
Omkring 2009, mærker Rubina, at samfundet ikke er, som de fleste tror. Hun søger informationer på nettet. Pludselig kan hun se det: Et kompliceret spind af korrumperede, statslige indgreb i menneskers personlige frihed. 
Hun mærker igen en stærk intuition: Hun har ret. Det er sandt. 
 
Så hun begynder at give slip. Melder sig ud af Folkekirken og a-kassen. Holder op med at betale skat og licens. 
En dag hører hun om en mand, der d. 7/7/17 helt har meldt sig ud af staten.  
Der går et sug igennem hende. Ham vil hun høre mere om. 

Den suveræne sandhed 
Om det er skæbnen eller tilfældet, kommer han til at sidde overfor hende på Café Nicolai efter et foredrag, hun har arrangeret. Avalion. Han tænker ligesom hende. Har klæbehjerne og læser lange, tunge lovtekster på engelsk. Han kan navnene på alle fuglene og træerne, når de går tur i skoven. 
”Mor, jeg bliver så klog,” siger hun nyforelsket til Torill. 
 
Det skal være de to sammen. Levende, suveræne, i pagt med naturen. En ny begyndelse for opvågningen i Danmark. 
 
Tre måneder efter stifter de sammen Acephali. De vil leve suverænt og selvforsynende med alt, hvad det indebærer. 

De flytter sammen i hans tinyhouse. På døren hænger et billede af en mobiltelefon med en stor, rød streg over. Avalion er allergisk overfor strålingen, siger han. 
Strømmen får de fra solceller. Maden får de, for det meste, fra haven. Er vandet frosset, må vaskemaskinen vente. Ellers må Rubina fragte vasketøjet hjem til sin mor. Hårvask foregår lejlighedsvist i håndvasken. 

”Hvis man vejer det op imod friheden i at være selvforsynende, vil jeg meget hellere give op på noget af komforten og vanerne. Det er ikke det, der gør mig glad.” siger hun. 
 
Rubina har ingen bank eller Mit-ID. Hun bruger kontanter eller får Avalion til at hæve penge til sig. For nogle år siden indregistrerede hun sin adresse på tvangsauktioneret grund. Siden da, har hun stået som forsvundet i alle offentlige registre. Sygesikringsbeviset er væk.  
Sammen eksperimenterer de med grænserne for, hvor mange af statens indgreb, de kan undgå. De grænser, som hvis man overskrider dem, i nogle tilfælde tiltrækker politiets opmærksomhed. 

Ansvaret for Acephali 
På trods af mantraet ”Do no harm” er de af PET blevet kædet sammen med internationale suverænitetsbevægelser, hvor medlemmerne bliver anklaget for voldelige forbrydelser. 
Gør det ikke indtryk at blive sammenlignet med Reichsbürger-bevægelsen i Tyskland? 
 
”I starten følte jeg et ansvar. Jeg har trods alt været med til at stifte denne her bevægelse. Men det er ikke vold, vi står for. Vi ønsker kun fred og frihed i verden. Det skal være værdigt at være menneske,” siger Rubina. 
 
Rubina bliver løsladt nogle timer efter sin anholdelse den dag i 2020. Inden hun kommer i detentionen, undskylder betjenten for sin hårdhændede behandling af hende. Han troede, hun var farlig. 
Hun hører ikke mere fra dem, før hun i oktober 2022 modtager et skriv. Bilen er fortsat beslaglagt, men alle anklager fra den dag frafalder. 
Hun og Avalion er færdige med nummerplader og ikke-indregistrerede biler. Det er vigtigere at have sin bevægelsesfrihed, end at blive slave på sin egen bopæl, siger Rubina. 

“Jeg lever, som jeg gør, fordi vi bevæger os hen mod en afgrund, hvis vi ikke tager skeen i egen hånd. Når vi stiller spørgsmål til rigtigheden af det, vi bliver præsenteret for, åbner vores sind og hjerte for at tage ansvar for os selv og fremtidige generationer,” siger hun. 

I stedet ringer de til justitsministeriet og kræver dokumentation for lovteksters rigtighed. Sender breve til FN. Udøver juridisk rådgivning til mennesker som, ifølge dem, sidder ulovligt fængslet. 
 
”Vores kamp for frihed og retfærdighed er ikke gennem demonstrationer eller ved at overbevise folk, vi møder på gaden. Vores frihedskamp er gennem papir,” siger Rubina. 

Epilog 
Sidste gang vi møder Rubina, Helene og Avalion er på Nationen Danmarks ambassade. De laver et pressekort til os hver. Det ligner til forveksling det, vi har fra Dansk Journalistforbund. Det giver også samme adgang, siger de. Et carte blance til at navigere som suveræne journaliser, hvis vi vil. 
Har vi i vores møde med dem videregivet en drøm, nogle kan spejle sig i? 
De danske love kommer de nok aldrig til at anerkende. Det, de selv betragter som frihedskamp, kommer til at fortsætte.
Hvor mange følgere, Acephali får, vil tiden vise.
 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *